Hjernepauser – livestream med Ole Lauridsen

Hvornår holdt du sidst en ægte pause? Ikke en kaffepause foran telefonen, ikke en Netflix-serie, men en pause, hvor hjernen fik lov til at gå i tomgang?
I en tid præget af konstant stimulation er pausen blevet en mangelvare. Pausen er under pres. Hjernen er ikke konstrueret til uafbrudt at være på, og når vi alligevel halser videre, kan det i sidste ende provokere stressreaktioner og svække vores evne til at lære, tænke og koncentrere os.
Til denne livestream præsenterer Ole Lauridsen, lektor emeritus ved Center for Undervisning og Læring, Aarhus Universitet, sin forskning i hjernepausernes betydning. Han gør os klogere på konsekvenserne ved en pauseløs hverdag og kommer med konkrete bud på, hvordan vi – på arbejdspladsen såvel som i privatlivet – holder flere pauser, så vi kan blive mere produktive og kreative.
45 minutters oplæg og 15 minutters spørgsmål. Livestreamingen modereres af Noa Kjærsgaard Hansen.